Min rejse i det spirituelle har været lang, og har både kørt ad snoede, små skovstier, landeveje og det sidste års tid ad motorvejen med hastig fart. Det har været en spændende rejse. Mit første minde er fra barns ben, hvor jeg med familien var på ferie rundt i Danmark og besøge nogle af Danmarks gamle slotte. Her oplevede jeg de kraftige energiskift, som man kan mærke når man f.eks. går fra festsalen ind i torturkælderen. Det var meget voldsomt at opleve, og jeg havde svært ved at forstå det.

Jeg kommer ud af en stor landmandsfamilie, og det faldt mig derfor naturligt at tage på landbrugsskole efter folkeskolen. Jeg var ung, elskede maskiner, og mente, at jo større – jo bedre. Derfor lokkede skæbnen selvfølgelig også med ikke mindre end 2 ture til Australien, hvor jeg prøvede kræfter med de store vider. Det var på mange måder en skelsættende tur for mig som menneske. Jeg oplevede, en klar kontrast til det materialistiske og egofikserede ungdomsliv, som jeg kom fra i Danmark, til det meget afslappede miljø med fokus på menneskene, dyrene og livet. Der var plads til at være, uden at man skulle leve op til nogle idealer i form af ny Iphone og smart tøj. Her var folk, der talte sammen, og lyttede til hvem du var. Jeg er jo kun et menneske, så jeg faldt hurtigt tilbage i mine gamle mønstre, da jeg var tilbage i Danmark. Jeg begyndte at arbejde på en maskinstation. Men Australien kaldte i mit hjerte, og noget må det have åbnet for det spirituelle igen. Når man kører maskinstation, så kører man af og til i stykker, sidder fast eller oplever andre problemer med udstyret. Her oplevede jeg gang på gang, at jeg tænkte/mærkede: ”Okay, Jørgen. Her kommer du til at sidde fast.”, men slog så tanken ud af hovedet med et ”Ah, pjat. Maskineriet kan sagtens” – for så at måtte erkende, at det kunne det altså ikke. Jeg begyndte så småt at lege lidt med mine fornemmelser. De første synlige beviser ud af til var da jeg begyndte at ”gætte” køn på børnene i maverne på de gravide i min omgangskreds – med stor succesrate.  Det hed sig på et tidspunkt, at jeg var den første, der blev spurgt inden en kønsskanning.

I 2014 ville skæbnen, at jeg skulle stå overfor min – indtil nu – livs største udfordring. Jeg gik hen og forelskede mig voldsomt, og det skulle vise sig, at pigen, som jeg forelskede mig i, var uddannet i matematik og statistik fra universitetet. Bum… Så stod landmandsdrengen med åbne arme, smilede og måtte fortælle, at han skulle hilse fra hendes afdøde mormor. Det havde i bagklogskabens lys nok været en del lettere, at sparke benene væk under hende, hvis jeg havde holdt mig til mine egenskaber på dansegulvet, men det lykkedes altså. Der gik dog en god rum tid, hvor det blot hed sig, at ”det er sådan noget, Jørgen tror på”. Senere blev sætningen rettet til ”Jeg må bare erkende, at statistisk set har Jørgen ret tit ret”, og i dag er hun lige så overbevist om, at det jeg føler/ser/hører er rigtigt, som korrektheden af de indsamlede data, hun arbejder på til hverdag. I denne forbindelse fik jeg også et lille skub fra hende, som betød, at jeg ville gøre noget mere ved det spirituelle, og jeg startede derfor på min uddannelse som Clairvoyant, medium og healer ved Sjælelyset/v. Sasja Ravndal.

Børn er fra fødslen helt åbne i det spirituelle. I 2017 blev jeg beriget med titlen FAR, og kunne på helt tæt hold betragte denne åbenhed fra min søn. Det var enormt inspirerende, og fik min udviklings i det spirituelle til at blinke af landevejen og ud på motorvejen. Det er gået voldsomt stærkt siden da, og jeg kan næsten ikke vente med at se, hvor det spirituelle og livet i det hele taget nu er på vej hen for mig, og min lille familie, som i øvrigt går fra 3 til 4 her i februar 2019.